Tilfældigt citat


“Courage is resistance to fear, mastery of fear - not absence of fear.”
Mark Twain

Vi støtter

Fadderbarn gennem Plan Danmark

Kan du undvære godt og vel 6 kr. om dagen?
Det kan de fleste vel – og for dette beskedne beløb kan du rent faktisk gøre en forskel for nogle mennesker, der virkelig trænger til hjælp.
Gennem organisationen Plan Danmark kan man for eksempel blive fadder for et barn i et land, hvor der er brug for hjælp. Det koster 195 kr. pr. måned og en stor del af beløbet er fradragsberettiget efter gældende regler.

Vi har selv et fadderbarn gennem PLAN. Det er en pige i det centrale Sri Lanka. Vi kender selvfølgelig hendes navn og ved i hvilken by hun bor, men af hensyn til hendes egen og hendes families anonymitet, nævner vi ikke disse oplysninger her på hjemmesiden. Men du kan se et billede af hende her til højre …

Hvilken organisation skal man vælge?
Der er også andre organisationer end PLAN, der formidler sådanne fadderskaber, f.eks. BØRNEfonden eller SOS Børnebyerne. I bund og grund drejer det sig om at få fat i noget information om de forskellige organisationer, og så vælge den man synes bedst om. Det vigtigste er, at du hjælper og ikke gennem hvem du hjælper!!

Hvad sker der rent praktisk?
Hvis du vælger at hjælpe gennem PLAN kan du vælge dit fadderbarns køn, alder og land.
Du får så tilsendt et billede af barnet samt information om barnet og dets familie. Desuden får du en mængde yderligere information, f.eks. om det sted familien lever, hvilke problemer der er der og hvad PLAN gør for at hjælpe. Du opfordres til at skrive breve til barnet og dets familie. Du vil få breve tilbage, og udover at I lærer hinanden lidt at kende, giver denne kommunikation også en moralsk støtte til barnet og dets familie.

Går pengene direkte til barnet?
Nej, bidragene går til udviklingsprojekter i det område, hvor barnet bor. På den måde kommer bidraget ikke kun et enkelt barn til gode, men også barnets familie og lokalsamfund. Dette skaber varige forbedringer og giver i den sidste ende de bedst mulige forhold for barnet.
På grund af kontakten med fadderbarnet føler man dog stadig, at man hjælper på en personlig måde.

Flere spørgsmål?
Klik på banneret herunder – og find svarene på PLAN’s hjemmeside.

Børneby gennem SOS Børnebyerne

Børneby i Cali, ColombiaGennem SOS Børnebyerne har vi valgt at være sponsorer for en børneby, istedet for et bestemt barn. Det synes vi er en god mulighed, når nu det ikke altid er nemt at huske/finde tid til at skrive breve til et fadderbarn.

SOS Børnebyerne bygger og driver mere end 500 børnebyer rundt omkring i verden og giver forældreløse og sårbare børn nogle trygge rammer at vokse op under. Børnene bliver passet af en SOS-mor og bor sammen med andre børn i små grupper. Børnene får også en uddannelse, så de har en chance for at klare sig selv som voksne og bidrage til lokalsamfundet.

Hvis man vælger at være sponsor for en børneby, kan man vælge i hvilken verdensdel byen skal være, eller man kan lade organisationen vælge en by, der hvor der er størst behov. Vi gjorde det sidste, og har siden februar 2011 været sponsorer for en børneby i Cali i Columbia. Du kan se et billede fra byen her til højre.
Selv om man, som os, ikke er faddere for et bestemt barn, kan man stadig sende et brev til selve børnebyen, hvis man lyst … det har vi i skrivende stund ikke prøvet endnu.

Flere spørgsmål?
Klik på banneret herunder – og find svarene på SOS Børnebyernes hjemmeside.

Klik her og find ud af mere om SOS Børnebyerne

Andet støtte

Ud over Plan Danmark og SOS Børnebyerne støtter vi følgende andre velgørende organisationer enten ved medlemskab eller faste årlige bidrag:

Dansk Røde Kors
Røde Kors er jo allestedsnærværende, og ofte fremme i forreste række, når nogen trænger til hjælp.
Vi støtter dem med et familiemedlemsskab og lejlighedsvise enkeltbeløb.

Kræftens Bekæmpelse
Stort set alle har vel oplevet, at en i familien eller blandt vennerne er blevet ramt af en eller anden kræft-sygdom. Det er en grim sygdom, som rammer både børn og voksne.
Når den ene af os så desuden arbejder med kræftpatienter, synes vi, at det er nærliggende at støtte Kræftens Bekæmpelse. Det gør vi med et familiemedlemsskab.

Læger uden grænser
Når man ser reportager fra katastrofeområder rundt omkring i verden, støder man ofte på Læger Uden Grænser. Det er en organisation som efter vores opfattelse er hurtige til at rykke ud og yde sundhedsmæssig hjælp.
Vi støtter dem med et fast beløb hvert kvartal.

The David Sheldrick Wildlife Trust
Gennem The David Sheldrick Wildlife Trust kan man støtte arbejdet med opfostring af forældreløse elefanter og næsehorn i Kenya.
Her til højre kan du se et billede af elefanten Ndomot, som vi er med-sponsorer for.

Leave a Reply