Tilfældigt Citat

The world is a book, and those who do not travel read only one page.

— Saint Augustine

Samos (2015)

Et af de mange hyggelige steder på Samos - Havnen i Ormos

Et af de mange hyggelige steder på Samos – Havnen i Ormos

September 2015 – 1 uge i Grækenland. Det er nu tredie gang vi besøger Samos, men det er først nu, at vi har taget os sammen og fået forfattet en beskrivelse af denne dejlige ø. De tre gange vi har besøgt Samos, har vi boet forskellige steder. Første gang (i 2004) boede vi på nordkysten i Kokari, anden gang (i 2007) i byen tæt på lufthavnen, Pythagorion og denne gang i Votsalakia.
Denne tur var en charterferie købt gennem Star Tour. Vi havde en skøn uge på Samos – og kunne sagtens have brugt to uger, men det blev det ikke til denne gang. Samos er, i sammenligning med andre af de græske øer, en ret stor ø, og der er masser af skønne områder at udforske. Vi nåede, traditionen tro, både at slappe af på en solseng, slappe af i et par “vandre-sandaler”, bade i det klare vand, traske rundt i små hyggelige byer, køre spændende ture i bjergene, se gamle ruiner og selvfølgelig nyde og spise en masse dejlig græsk mad.

Stedet generelt
Votsalakia ligger på Samos’ sydkyst i den vestlige ende af øen – og med det imponerende Kerkis bjerg som baggrund. Bemærk at på mange af vejskiltene hedder byen Kampos. Byen er meget “aflang” og består i bund og grund af den gennemgående vej langs kysten samt hoteller, restauranter, butikker og lokal beboelse langs vejen. Der er selvfølgelig trafik gennem byen, men det var nu ikke så slemt, at vi følte os generet af det.

Stranden ved Votsalakia med Kerkis bjerget i baggrunden

Stranden ved Votsalakia med Kerkis bjerget i baggrunden

Hvilket sted på en ø, man foretrækker at bo, afhænger naturligvis af smag og behag. Hvis man vil have shopping-muligheder og den ene restaurant efter den anden langs en havnepromenade, så skal man ikke vælge Votsalakia (men nærmere Kokari, Pythagorion eller Vathi). For os var Votsalakia det rigtige – dejlig strand lige på den anden side af vejen, rimelig fred og ro, ikke for mange mennesker, et passende antal supermarkeder og forskellige restauranter.

Hotellet
Vi boede på Hotel Pelagos – et perfekt valg for os. Hotellet ligger i den østlige ende af Votsalakia, hvor der er mest fred og ro. Der er ikke længere til “centrum”, end man sagtens kan gå derhen for f.eks. at spise sin aftensmad. Der var et lille supermarked kun 100 meter fra hotellet, hvor man kunne få frisk brød om morgenen.
Vi havde en hotel-lejlighed med et lille køkken, så vi selv kunne sørge for morgenmaden (og aftensmaden, hvis vi havde trang til det … det havde vi nu ikke 😉  ). Der var en lækker lille terrasse med blomster omkring, hvor vi kunne sidde og spise morgenmaden – eller sidde og slappe af om aftenen.
På vore ferier skriver vi en online-dagbog, så familien derhjemme kan læse lidt om hvad vi oplever. Derfor var vi glade for, at hotellet tilbyder gratis wifi opkobling i området ved receptionen … forbindelsen kørte stabilt og rimeligt hurtigt.
Hotellet har også en pæn pool, som vi dog aldrig benyttede – hvorfor bade i en pool, når man har havet på den anden side af vejen?

Suzuki Vitara'en bragte os uden problemer op i omkring 800 meters højde

På tur i bjergene med Vitara’en

Billeje
Vi kan lide at køre lidt ud på de små grusveje i bjergene – og det er der rig mulighed for på Samos. Og når der samtidigt er dejligt varmt, kan vi godt lide en åben bil. Vi lejede derfor en Suzuki Vitara hos Sun Car i Votsalakia. Vi gav 140 € for 4 dage (her midt i september er prisen lavere end i højsæsonen). Det er en rigtig rar ældre herre, der står for Sun Car. Han havde godt nok en spritny Jimny stående, som vi gerne ville have lejet, men den var udlejet en del af den periode, hvor vi skulle bruge den, så i stedet anbefalede han den ældre Vitara. Den snuppede vi, og det fortrød vi ikke. Den var pænt velholdt og kørte rigtig godt – også på de små bumlede bjergveje!
Hvis vi kommer til Votsalakia igen, vil vi helt sikkert leje bil ved Sun Car.

 

Udsigt over dalen ved Karlovassi

Udsigt over dalen ved Karlovassi

Vandreture
Samos har mange muligheder for vandreture. Vi valgte til denne tur at forberede os ved at finde nogle mulige vandreruter på et website, der hedder Wikiloc. Man har mulighed for at downloade ruterne til en håndholdt GPS, hvis man har lyst til det. Nogle tænker måske: Kan man nu ikke gå en tur på en græsk ø, uden at have dowloaded koordinater til en GPS? Jo, selvfølgelig kan man det, men vi valgte at prøve det, og det fungerede rigtig godt for os. Når man kigger på et kort (fra bil-udlejningsfirma eller lign.) eller for den sags skyld sidder hjemme og kigger på Google Earth, kan det se meget nemt ud, at finde en rute til en vandretur. Det er straks noget andet, når man står ude i landskabet og der er 4 gange så mange veje, som på kortet – og landskabet i øvrigt forhindrer det store overblik (der er jo ikke fladt som i Danmark) 😛 Vi var glade for vores downloadede ruter og fik gået nogle skønne ture! Specielt vil vi anbefale disse to:

Kosmadei
En (rund)tur med udgangspunkt i den charmerende lille by Kosmadei. Turen foregår i 500-700 meters højde og meget af turen går gennem et lækkert skovagtigt område og turen byder på en helt fantastisk udsigt! Herover er et billede, der viser udsigten ned mod kysten ved Karlovassi – men udsigten er mindst lige så fantastisk, når man er nået ca. halvvejs på turen og har udsigt til forrevne klippesider og Kerkis bjerget. Selv udsigten på køreturen af asfaltvejen op til Kosmadei er fantastisk. Der er en lille parkeringsplads i Kosmadei, hvor man kan stille bilen – og så er der en rigtig hyggelig taverna, hvor man jo passende kan snuppe sig en frokost efter turen. Da vi forlod Kosmadei, valgte vi at tage en grusvej gennem bjergene ned igen (den fulgte vandreruten et stykke af vejen) – det kan absolut anbefales, hvis du har mod på lidt spændende kørsel.
Se ruten her: http://dk.wikiloc.com/wikiloc/view.do?id=4335747

Megalo Seitani stranden

Megalo Seitani stranden

Megalo Seitani
Turen går fra Potami (vest for Karlovassi) langs kysten ud til stranden Megalo Seitani. Denne strand kan man kun komme til til fods, og den er bestemt et besøg værd. Der er på store dele af stranden dejligt sand – og det er rigtig skønt med en tur i bølgen blå efter en varm vandretur. På grund af adgangsforholdene er der ikke mange mennesker på stranden. Der er ligeledes ikke mulighed for at købe noget på stranden, så husk vand og mad (en melon kan anbefales – den holder fint til en tur i en rygsæk, og det er skønt at sidde der i sandet og spise en rigtig græsk solmoden, sød og saftig melon!)
Se ruten her: http://dk.wikiloc.com/wikiloc/view.do?id=9558139

Strandene
Der er mange større eller mindre strande på Samos. På denne tur gjorde vi ikke så meget ud af at udforske de forskellige strande. De fleste dage endte vi med at snuppe en dukkert ved stranden i Votsalakia. Bor man, som vi gjorde, i den østlige ende af Votsalakia, kan man med fordel bruge stranden ved restauranten “Nick The Greek”. De har gratis solsenge, stranden er OK, der er en bruser til at skylle saltvandet af med og så laver de god mad – og det er jo dejligt bare lige at luske fra solsengen og op til et bord og få en god frokost. Vi spiste iøvrigt også på “Nick The Greek” en enkelt gang om aftenen – det var stadig god mad, og så var det den aften, hvor der var live musik   😀
Af andre strande, som vi fik prøvet denne gang, skal nævnes Megalo Seitani (se under “Vandreture” ovenfor) og stranden ved Limnionas (i den vestlige ende af Samos), som er en strand med dejlig sand beliggende i en rolig bugt (der er restauranter på stedet).
Der er mange andre strande på Samos – og sikkert nogle rigtig gode nogle imellem!

På besøg ved Hera templet

På besøg ved Hera templet

Seværdigheder
Naturen, bjergene, skovene og de dejlige små byer er seværdigheder i sig selv. Derudover er der nogle forskellige spændende ting at se på Samos – der er forskellige klostre, der er en hule, hvor Pythagoras siges at have levet i nogle år, der er en “vandtunnel” og der er ruinerne af et gammelt tempel. Herunder er en beskrivelse af den eneste regulære seværdighed, som vi nåede at besøge på denne tur.

Hera templet
Besøgt i 2007 og 2015. Det er ikke fordi vi går specielt meget op i historie – men omvendt er vi godt klar over, at det er historien der i stor udstrækning har formet den verden vi lever i nu. Og måske fordi vi er nået til den erkendelse, synes vi f.eks. at det er fantastisk at gå rundt blandt ruinerne af det, der engang var et af Grækenlands flotteste templer. At gå af de samme veje, som dem der har bygget og brugt templet – at røre ved de samme sten, som de for tusinder af år siden rørte ved – det er sådan lidt som at få lov til at “røre ved historien”. Som nævnt har vi besøgt Hera templet før, men vi blev lige nødt til at tage der forbi denne gang også. Det koster ikke så meget at komme derind, der er masser af informations-tavler, der forklarer om stedet og de to gange vi nu har været der, har vi været heldige, at der ikke var så mange mennesker. Og så er det lidt specielt, når der kommer et fly der skal lande i lufthavnen. Flyene kommer nemlig lavt ind over området i nærheden af templet, så man kan more sig med lidt “plane spotting” også  😎

Du er velkommen til at skrive en kommentar