Kuredu (2015)

Vandflyveren der tog os det sidste stykke til Kuredu
Vandflyveren der tog os det sidste stykke til Kuredu

Januar/februar 2015 – 10 dage på Maldiverne. I anledning af en “rund fødselsdag” planlagde vi en lidt “ekstraordinær” rejse. Vi overvejede egentlig en safari tur i Afrika, for det er virkelig noget, vi holder af. Men lidt ved en tilfældighed faldt tankerne på Maldiverne, og vi blev enige om, at skulle man (måske bare én gang i livet?) prøve en tur til Maldiverne, så var en “rund fødselsdag” en god anledning. Vi endte med at beslutte os for en tur til øen/resortet Kuredu, som så rigtigt tiltalende ud. Turen blev købt gennem Spies, men som en individuel rejse, hvor vi selv valgte afrejse- og hjemrejsedato og flyrute.
Vi valgte at have 10 dage og 9 overnatninger på Kuredu og en rute dertil, der førte os via Franfurt og Colombo (Sri Lanka) til Male på Maldiverne. Fra Male skulle vi så det sidste stykke med vandflyver til Kuredu. Den type bungalow vi bestilte (den billigste), kunne kun bestilles med all-inclusive … og den løsning var vi helt med på – og det viste sig også siden hen, at være det helt rigtige, når man så priserne for drikkevarer mm.

Om Maldiverne
Maldiverne er på mange måder et specielt sted. Landet består af 26 atoller, der er placeret i to rækker og strækker sig over næsten 900 kilometer fra nord til syd. Hovedstaden Male er placeret sådan lidt i midten af landet og ligger ca. 600 kilometer sydvest for sydspidsen af Indien. Landet ligger på toppen af Chagos-Maldives-Laccadive højderyggen – et langstrakt undervands bjergområde i det Indiske Ocean.

Maldiverne er et mærkeligt land set fra luften – det ligner kæmpestore “ringe” bestående af små øer hvoraf mange lige stikker op over havoverfladen og andre er “undervands-øer”. “Ringene” kaldes atoller, og her kan du se hvordan atoller bliver til:

atol002

Nogle øer i Male atollen set fra vandflyveren
Nogle øer i Male atollen set fra vandflyveren

De 26 atoller består af ialt ca. 1.200 øer – ca. 200 beboet primært af lokalbefolkningen, ca. 80 øer med turist resorts og resten er ubeboede. Landarealet er 298 kvadratkilometer. Der bor knap 400.000 mennesker i Maldiverne, heraf godt 100.000 i Male. Befolkningen er overvejende muslimsk. Landet opnåede uafhængighed fra det Britiske Imperium i 1965.

Maldiverne er det mindste land i Asien – målt både på indbyggere og landareal. Gennemsnitshøjde over havet er 1,5 meter, og Maldiverne er dermed det laveste land i verden. Det er også det land i verden med det laveste naturlige “højeste punkt”: 2,4 meter over havet. Landet føler sig truet af stigende vandstand forårsaget af den globale opvarmning – der er dog uenighed om, hvor alvorlig truslen er, da der også er målinger der viser, at landet hæver sig ganske langsomt.

Klimaet på Maldiverne er fantastisk, temperaturen svinger mellem 29 og 30 grader – nat og dag. Havvandet har cirka samme temperatur. Vi havde et par dage med kraftig blæst, men blæsevejr på Maldiverne – det er intet problem med de temperaturer. Vi fik at vide, at januar typisk havde en del blæsevejr – vil man undgå det, kan marts-april anbefales – på dette tidspunkt skulle der også være bedre sigtbarhed i vandet, hvis man skulle have lyst til at dykke.

Buffet i Bonthi restauranten (sand på gulvet)
Buffet i Bonthi restauranten (sand på gulvet)

Om Kuredu
Vi valgte Kuredu udelukkende ud fra billeder og beskrivelser på Spies’ hjemmeside, Kuredu’s egen hjemmeside og et kig på Tripadvisor. Vi fortrød på intet tidspunkt vores valg.
Kuredu er en smal ø, der er ca. 1,7 km. lang – men Kuredu er også navnet på det resort, der fylder hele øen! Nu har vi aldrig været på Maldiverne (eller andre lignende steder for den sags skyld) før, så vi har ikke så meget at sammenligne med, men vi synes at Kuredu er et fantastisk lækkert og velfungerende resort. Der var et sted mellem 700 og 800 gæster på øen, mens vi var der. Men selv om det er en lille ø, følte vi på intet tidspunkt at der var “crowded”. Der er forskellige restauranter (alle serverer samme mad), hvori gæsterne er fordelt alt efter hvor på øen man bor. Så selv når den lækre buffet åbnede, var der aldrig særligt lang kø – og der gik heller ikke lang tid, før en flink tjener sørgede for drikkevarer. I det hele taget er alle ansatte altid smilende og hjælpsomme!
Ud over de flotte hvide strande rundt om øen er frodigheden på øens “indre” med til at gøre det til en fantastisk flot ø. Der er store palmer, træer, buske og andre vækster … nogle steder minder det næsten om regnskov. Overalt var der pænt rent. Vejene rundt på øen er dækket af fint hvidt pulversand – det samme er gulvet i nogle af restauranterne, gulvet i receptionen osv. Alting fungerede, og hvis der var et problem (vores minibar køleskab holdt f.eks. op med at virke) blev det hurtigt løst efter en henvendelse til receptionen.
Resortet tilbyder også at man komme med på en guidet tur “bag facaden” – altså ind og se lager, køkken, bageri, vaskeri, systue, generatoranlæg, vandrensningsanlæg og de ansattes boligområde/fritidsområde (de har f.eks. deres egen swimmingpool). Det var en meget spændende og lærerig tur … og noget man ikke oplever mange steder.

Strand på Kuredu
Strand på Kuredu

Aktiviteter
En vigtig del af en ferie på Maldiverne er, efter vores mening, at “lave ingenting” – og det er der rig mulighed for på Kuredu. Man kan slappe af udenfor ens egen bungalow, eller man kan gå til en af de andre lækre strande på øen. Man kan også slå sig ned i pool området, og dermed have pool-baren inden for rækkevidde 😛
Har man lyst til at være lidt aktiv, så tager det en times tid at gå rundt om øen langs vandkanten – og det kan godt mærkes i benene. Man kan også gå rundt om øen på øens “mainroad”, som også er det rene pulversand.
Hvis man trænger til lidt mere action, er der masser af muligheder for det. Man kan komme på forskellige slags sejlture. Man kan leje en lille ø (sandbanke) for en hel eller halv dag. Man kan leje en større “Robinson Crusoe ø” – og evt. overnatte der. Der er et vandsportscenter med kajak, windsurfing, kitesurfing, sejlbåde mm. Der er tennisbane, badmintonbane, bordtennis, pool/billard. Der er en golfklub med en smukt beliggende 6-huls golfbane. Der er et spa- og wellnesscenter. Og der er et stort dykkercenter (Prodivers), der arrangerer dykkerture og snorkleture.
Om aftenen er der forskellige arrangementer i baren … live musik, DJ, crab race, video (Prodivers) osv.

Bryllupsceremoni på Kuredu
Bryllupsceremoni på Kuredu

Skulle man være i det romantiske hjørne, kan man også blive “gift” på Kuredu. Det er ikke noget der har nogen officiel/juridisk virkning – men det har bestemt en romantisk virkning … specielt hvis man, som os, bare har en kedelig kortfattet borgmestervielse bag sig. Bagefter kan man passende slutte af med en “candlelight-dinner on the beach”.

En slags sammenfatning
En ferie på Maldiverne er en mulighed for at leve et “luksusliv” nogle dage – og det er da heller ikke nogen billig fornøjelse. Men selv om vi som udgangspunkt nok forventede, at dette var noget, vi kun ville opleve én gang i livet, så var det en så stor, lækker, afslappende og romantisk oplevelse, at det alligevel nok ikke er sidste gang!
Kuredu er PARADIS!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.