Karpathos 2019

Stranden ved Pigadia (noget af den i hvert fald)

Egentlig var det ikke vores plan at skulle til Grækenland i år, men vi fik et tilbud, som vi ikke kunne sige nej til 😉 , så vi sprang til og tog med Apollo Rejser til Karpathos 1 uge i slutningen af juni 2019.

Vi har flere gange gennem årene snakket om at skulle til Karpathos, da det vi har læst/hørt om øen kunne være noget for os. Men, der findes jo så mange skønne græske øer og nogle skal man bare tilbage til – man må jo prioritere, så derfor blev det først nu. Og når man kun har 1 uge til rådighed, så gør det absolut ikke noget, at man kan flyve dertil fra Billund og til en super billig pris. 

Apollo snakker i en info-video om, at Karpathos er meget “autentisk” – og “som Grækenland var for 30 år siden”. Nu er sådan noget jo ofte et spørgsmål om personlig opfattelse – men set med vores øjne virker det som om, at successen med at få turister til øen til en hvis grad har oversteget, hvad øen kan bære, hvis den samtidigt skal bevare det autentiske. Her er lige lidt eksempler: I både Lefkos og Amopi (to af de steder Apollo udbyder hoteller) var det umuligt at finde en ledig solseng, hvis man ankom lidt op ad dagen. På Apella Beach (populær strand) måtte vi betale 8€ for solsenge+parasol – vi har ingen andre steder i Grækenland betalt så meget. Og Pigadia (hovedbyen, hvor Apollo også udbyder hoteller) er skæmmet af flere uskønne (ja, vi vil nok gå så vidt som til at kalde dem grimme) 5 stjernede beton-klodser af nogle hoteller – meget langt fra autentisk græsk – vi elsker de små rolige familieejede hoteller! Pigadia centrum er om aftenen tæt pakket med mennesker, der nogle steder sidder som “sild i en tønde” på cafeerne og restauranterne – med deraf følgende støj-niveau. Nogle vil måske synes, at det er alletiders – men for os, er det ikke, hvad vi tager til en græsk ø for! 

Men nu skal det ikke lyde alt for negativt, man skal bare vide hvad man kan forvente. Vi tager gerne til Karpathos igen!! Det er en fantastisk flot bjergrig ø med nogle skønne strande med det klareste vand. Den græske mad er, som vi elsker den og folk er flinke som altid i Grækenland. Tager vi derned igen, vil vi dog nok vælge at bo et andet sted end i Pigadia.

Udsigten fra vores værelse ned over pool-området på Hotel Diakonis

Hotellet/området

Vi boede på Hotel Diakonis i Pigadia. Det havde vi valgt, fordi vi, da vi sad derhjemme og skulle vælge, synes at det virkede som den bedste løsning at være i nærheden af hovedbyen med de muligheder det giver – uden dog at bo inde midt i det hele. Hotel Diakonis ligger ca. 1,5 km. fra selve centrum i et ret fredeligt nærområde.

Selve Hotel Diakonis fungerede perfekt for os. Det er et ikke alt for stort hotel med en række sammenhængende bygninger i 2 eller 3 plan. Der er pænt og rent over det hele, gode værelser og hjælpsomt personale, der er klar til at løse problemer, hvis de dukker op. Man kan tilkøbe morgenmad, hvis man vil (det gør vi nu aldrig) – og de har en bar, hvor man kan købe drikkevarer og såmænd også lidt at spise. Der er også en flot pool, som vi dog kun var i en enkelt gang.

Dejlig mad på restaurant To Perasma

Der er nogle rigtig gode restauranter inden for få hundrede meters afstand fra Hotel Diakonis. Specielt vil vi gerne fremhæve to: “Maistralis”, der ligger hyggeligt helt nede ved vandet et par hundrede meter ud af vejen væk fra centrum – de laver god græsk mad (prøv deres fava) – vi endte med at spise der 3 gange. “To Perasma”, der ligger langs vejen et par hundrede meter i retning ind mod centrum – der er en rigtig hyggelig stemning og de laver også virkelig god mad.

Vil man have mange flere restauranter at vælge imellem og/eller en række cafeer og barer til rådighed, er det bare en spadseretur på et par kilometer ind til centrum. Efter vores mening var der bare alt for “crowded” inde i centrum – så vi endte med kun at tage derind 2 gange.

Stranden i nærheden af hotellet var for så vidt OK. Dejlig sandstrand med fint udbud af solsenge/parasoller, men som en del andre steder på de græske øer, er der en slags hård “plade” fra vandkanten og de første meter ud i vandet (badesko anbefales). Vi kan bedst lide, hvis det er en “3S Strand” (vores eget begreb: “Sand på stranden, Sand på vej ud i vandet og Sand ude i vandet = 3S” 😛 ). Vi nåede aldrig at bade der.

Leje af bil

Der er et utal af biludlejnings-forretninger i Pigadia (vi har faktisk aldrig set så mange på et sted før). Specielt på vejen fra centrum og mod nord langs stranden ligger der rigtig mange. Vi gider ikke bruge vores ferie på at “shoppe rundt” efter den billigste pris, så vi nøjedes med at spørge et par steder – og valgte så at leje en Suzuki Jimny ved Auto Motor Center og endte med at betale 180€ for 4 dage. “I kan bare betale, når I kommer tilbage med bilen”, sagde udlejeren … det har vi aldrig prøvet før 🙂

Vejene på Karpathos er fine – også hele vejen op til Olympos, så man har på ingen måde behov for at have en firhjulstrækker – vi kan bare godt lide at kunne lægge taget ned og få vind i håret 😎

Ting at gøre/opleve på Karpathos

Her kommer i tilfældig rækkefølge nogle af de steder, som vi nåede at besøge:

Et par af strandene ved Amopi
Amopi

Amopi ligger lige syd for Pigadia. Man kan gå derover fra Pigadia – det er en tur på 7,5 km. Der er nogle flotte strande ved Amopi – med lækkert sand både på stranden og i vandet (en “3S strand” 😉 ). Vi havde lidt bøvl med at finde en solseng, da vi var der, men vi kom også midt på dagen – efter at have gået turen derover. Det lykkedes dog til sidst, og vi havde nogle skønne timer ved Amopi.
Amopi er et af de steder Apollo tilbyder hoteller, og det er på listen over mulige steder at bo, når/hvis vi kommer til Karpathos igen.

Apella Beach
Apella Beach

Det er en populær strand, som beskrives som den mest berømte strand på Karpathos – og den skulle flere gange have figureret på Top 10 listen over bedste græske strande. Hmmm 😕 … det er da en flot strand med lækkert klart blåt vand og smukke omgivelser – og den er da et besøg værd. Men, “Top 10”!? Ikke efter vores personlige smag. Stranden består til en vis grad af små sten, solsengene koster 8€ 🙄 og så er omgivelserne altså heller ikke flottere. Og så er parkeringsforholdene ret bøvlede … undtagen for de første 15-20 biler. 

Menetes

Når man kører fra Pigadia og over mod vest siden af øen, passerer man byen Menetes. En kilometers penge før byen er der et krigs-mindesmærke, som er et stop værd. Der er en god udsigt derfra ind over Menetes.
Selve byen er også et stop værd. Der er en parkeringsplads ved deres lille museum (som vi ikke besøgte). Gå en tur rundt i byen, få en kaffe ved den lille taverna og vigtigst, gå op til kirken – fra pladsen foran kirken har man en fantastisk panorama udsigt over byen.

Agios Nikolaos stranden ved Arkasa
Arkasa

Arkasa ligger på vestkysten, og er den første by man kommer til, efter at have kørt tværs over øen via Menetes. Selve byen kiggede vi ikke så meget på. Men Agios Nikolaos stranden, som ligger ved Arkasa 🙂 … det blev vores yndlings-strand. Der er ikke så flotte omgivelser, som ved Apella Beach, men stranden er med dejligt blødt sand, som fortsætter hele vejen ud i vandet (igen en rigtig “3S strand” 😉 ). Det er efter græske forhold også en relativt lavvandet strand, så den er mere børnevenlig end så mange andre strande. Og bedst af alt – stranden ligger sådan, at der ofte ruller nogle lækre bølger ind, som man kan boltre sig i 😆 Der er gode parkeringsforhold og der er nem mulighed for at købe mad og drikke.

En af strandene ved Lefkos
Lefkos

Lefkos (eller Kato Lefkos, for at være mere præcis) er også en af de byer, hvor Apollo tilbyder hoteller. Det er en ret lille by, der også ligger på vestkysten af øen – en 20 kilometer nord for Arkasa. Der er nogle rigtig flotte strande omkring Lefkos. Vi nåede ikke at prøve dem, da vi kun lige havde et pit-stop der, inden vi skulle videre “øen rundt”. Restauranter er der masser af, og vi så også en ATM og mindst et supermarked. 
Lefkos kom også på listen over mulige steder at bo, når/hvis vi kommer til Karpathos igen.

Mesochorio

Nordøst for Lefkos – stadig ved vestkysten – ligger Mesochorio. Det er en stille og rolig by, hvor det er hyggeligt at slentre rundt i de små bilfrie gader – og ikke mindst nyde udsigten over klippekysten. Der er også en stor kirke, hvor der ved siden af/under kirken er et naturligt kildevæld. Vi forsøgte at komme ind og se kirken, men det var ikke muligt på daværende tidspunkt.

Kirken og stranden ved Kyra Panagia
Kyra Panagia

Nord for Pigadia, kan du, hvis du laver en afstikker fra vejen nordpå mod Spoa og Olympos, køre af den kringlede vej ned til Kyra Panagia. Det er et hyggeligt og fredeligt sted, hvor der er en strand, der ser OK ud (vi så den kun på afstand). Og så er der en kirke med et rødt tag, som er et meget fotograferet motiv på Karpathos. For at tage et billede som det, der vist her ved siden af, er man bare nødt til at gå op til et lille hotel – og ud på balkonen foran deres værelser. Hotellet har sat et skilt op, hvor de beder folk om ikke at gøre dette – uden at have spurgt om lov først … det er helt forståeligt og fair. Hotellet har også en lille cafe, så vi købte en kaffe, drak den, betalte og spurgte så pænt, om vi måtte tage et par billeder … “No problem”!
Vi snakkede også lidt med “hotel-mutter”, og udtrykte blandt andet vores mening om de store hoteller i Pigadia. Hun var heller ikke begejstret for dem, men fortalte, at de er kommet, fordi man, når man bygger 5-stjernede hoteller, kan få støtte fra EU. Mens de mindre (mere autentiske 😛 ) hoteller ingen tilskud kan få. Synd og skam!

Her står vi på torvet i Olympos
Olympos

Efter at have besøgt Kyra Panagia, kan du fortsætte nordpå, passere Spoa og fortsætte yderligere en 15 kilometers penge nordpå til Olympos. Hvis du kigger i en gammel guide-bog om Karpathos, vil du måske læse, at Olympos nærmest er utilgængelig, fordi vejen derop er så ufremkommelig og farlig. Det er ikke længere tilfældet! Der er den fineste vej hele vejen – og turen derop byder på den ene fantastiske udsigt efter den anden – en del af vejen føles det faktisk som om man kører på toppen af en bjergryg – det ene øjeblik er der udsigt til kysten mod øst, det næste er der udsigt mod vest.
Selve byen er rigtig hyggelig og med små spændende gader. Olympos beskrives som værende meget autentisk – og en af “seværdighederne” er da også, at et antal kvinder går rundt i oprindelige dragter. Forklaringen skulle være, at byen har været meget isoleret – og at beboerne holder fast i de gamle traditioner. Om det er sådan, eller det bare er til ære for turisterne, skal vi ikke gøre os kloge på. Men det er da meget charmerende og byen er helt sikkert et besøg værd. Byen ligger fantastisk op af bjergsiden og går man lidt rundt i byen, kan man nyde udsigten både til den og den anden side. Man kan også gå op af en lille sti til nogle ruiner af gamle vindmøller (som de forøvrigt har planer om at restaurere), hvorfra der er flot udsigt ned over byen. Der er et udvalg af restauranter, der er en del butikker med souvenirs og de har såmænd også fået stillet en ATM op i Olympos 😀

Vandreture

Vi så nogle skilte med vandreruter rundt omkring på øen, men vores bud er, at man skal have et kort til hjælp, hvis man vil ud på disse ruter. Vi havde forberedt nogle ruter hjemmefra (kombinationen af Garmin Basecamp og Google Earth er genial til dette!) – så dem valgte vi at bruge.
Nu var vi der jo kun en uge, så vi nåede kun at prøve to ruter:

På vej mod Agia Kyriaki kirken
Pigadia til Amopi (og retur samme vej)

Det er en tur på 7,5 km. (hver vej). Det er ikke det mest spændende landskab, man kommer igennem. Men det sidste stykke hen mod Amopi har man den smukkeste udsigt over strandene (se billede længere oppe).
Du kan se den rute, som vi gik, ved at klikke her

Pigadia til Agia Kyriaki kirken (rundtur)

Den rute, som vi gik, er på 13,5 km. og går gennem flot natur det meste af vejen. “Målet” var at komme op til Agia Kyriaki kirken, der ligger smukt – nærmest på toppen af en klippeknold. På vej derop passerede vi et halvstort kloster, hvor der er store parkeringspladser og andet, der indikerer, at de nok forventer at kunne modtage besøg af mange turister/gæster – der var nu ikke “et øje”, da vi kom forbi (og vi syntes ikke lige, at vi havde tid til at udforske det nærmere). Hvis man går den vej, som vi gik, er stort set hele turen opad (højeste punkt er 250 meter over havet) på asfalt. Meget af turen nedad er på grusvej.
Du kan se den rute, som vi gik, ved at klikke her

Links

Du kan finde mange gode informationer om Karpathos her: https://karpathosinfo.com

 

 

2 Comments

  1. I nævner “3S-strande” … fantastisk begreb :-). Helt som vi også tænker. Derfor spør vi her, hvilken græsk ø har I oplevet hvor dette begreb forenes med hotel “på stranden” og tæt på/ved hyggelig by og restauranter. Altså ikke øde Resort el lign?
    Dbh

    1. Hej Vicki … og tak for din kommentar.
      Vi har nok aldrig selv boet på et hotel, der matcher det du spørger efter. Vi lejer stort set altid en bil, og har ikke set det som et problem at skulle køre lidt for at komme på stranden.
      Men selv om vi ikke selv har boet sådan et sted, har vi da bemærket mulighederne, og her er det sjovt nok Karpathos der først dukker op i hukommelsen. Ved Amopi og Lefkos er det bestemt muligt at bo meget tæt på stranden og have restauranter og lidt indkøbsmuligheder lige omkring sig.
      Ved Votsalakia på Samos er der også en OK strand “lige uden for døren” … specielt henne i den ende hvor restauranten “Nick The Greek” ligger (super restaurant iøvrigt). Og så er der en virkelig god strand få kilometer vest for Votsalakia.
      Ved Koukounaries på Skiathos er der en super strand. Og der ligger både hoteller og butikker nogle få hundrede meter fra stranden.
      Det var hvad jeg lige kunne komme på 🙂
      /Carsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.