Mindoro/Krydstogt (2007)

Da vi skulle planlægge en rejse i anledning af vores  kobberbryllup, var der ingen tvivl om, at rejsemålet skulle være eksotisk og romatisk. Der findes  jo mange steder, som opfylder de kriterier, men da vores kobberbryllup faldt i marts måned søgte vi på rejser i Østen og Caribien, da vi holder af temperaturer omkring 30 grader. Desuden ville vi gerne have mulighed for dykning. Efter nogen tids søgen havde vi en masse idéer, og så var det, at vi fik en nyhedsmail fra Jysk Rejsebureau i vores indbakke – mailen indeholdt bl.a. en beskrivelse af en 15 dages tur til Filippinerne, som de kaldte “Coco Adventure”. Vi læste beskrivelsen, kiggede så hinanden i øjnene og der var ingen tvivl – det gør vi! Og turen levede fuldt op til vores forventninger – der var varme, sol, turkisblåt og varmt vand, palmer, dejlig mad, afslappet stemning og vi fik nogle gode dyk.

Rejsen ud og hjem

Vi fløj med British Airways fra Kastrup til London. Fra London med Cathay Paciffic til Hong Kong og derfra til Manila, hvor vi ankom efter 20 timers rejsetid. Fra Manila er der en 3 timers køretur til Bantangas og herfra bliver man sejlet direkte til øen Mindoro. Hjemrejsen var magen til, bare i omvendt rækkefølge 😛

Turens sammensætning

Poolområdet på Coco Beach Island Resort

Turen startede med 3 dage på øen Mindoro, hvor vi boede på Coco Beach Island Resort. Herefter sejlede vi rundt i en Filippinske øhav i 7 dage med Jysk Rejsebureau’s eget skib “Hans Christian Andersen”,  og sluttede så af på  Coco Beach Island Resort, hvor vi tilbringer endnu 2 dage.
Der var mange dykkere med på sejlturen (inkl. os selv), og der er en del fokus på dykningen/dykkerne, men det er bestemt ikke en forudsætning, at man er dykker for at deltage i turen – for som Jysk Rejsebureau siger: “Filippinerne er enestående både under og over havets overflade”!

Mindoro/Coco Beach Island Resort

Mindoro er beliggende i det centrale Filippinerne. Havet er blåt og klart, palmerne svajer i vinden og stemningen er meget afslappet. Coco Beach Island Resort er beliggende i et meget frodigt område. Der er palmer og blomster overalt – utroligt smukt. På resortet er der hver dag kl. 17  “happy hour” og underholdning. Der er også mulighed for at leje kajakker, vandski eller tage på sejlture med “glass-bottom boat”. Der kan være mange turister på stedet, så hvis man ønsker lidt “fred og at være sig selv”, så kan det anbefales at gå op til resortets “silent pool”, hvorfra der også er en fantastisk udsigt. Man kan også leje en banca (båd) og sejle til f.eks.  Bikini Beach. Det gjorde vi og vi var heldige – vi havde stranden helt for os selv 😉

Sejlturen med “Hans Christian Andersen”

Det gode skib "Hans Christian Andersen"

“Hans Christian Andersen” har tidligere fungeret som dansk skoleskib, men er nu indrettet til krydstogt sejlads i tropisk farvand. Der er plads til max. 46 passagerer, så det er ikke et stort krydstogt-skib. Der tilbydes heller ikke luksus, men derimod en afslappet og hyggelig stemning, hvor man ikke behøver klæde om til middagen. På skibet er der en hyggelig restaurant, en veludstyret bar, 2 soldæk, rummelige kahytter, kajakker, snorkeludstyr og dykkerfaciliteter. Der serveres rigtig god mad og hver dag er der “happy hour” i baren, så det er bestemt ikke nogen slankekur.

Skibet sejler om natten for så at ligge for anker om dagen, så man kan dykke, snorkle eller besøge en nærliggende ø. Undervejs besøgte man Pandan, Coryn/Palawan øerne, Sangat Island, Culion, Calambuyan Island og  Apo Island/Apo Reef. Alle øerne er indbegrebet af “bounty” – der er lækre strande og palmer og turkisblåt vand.  Man har mulighed for at komme i land på mange af øerne, men hvis man, som os, gerne vil have en masse dyk med, kommer man ikke i land på dem alle.

Vi oplevede, på vores tur, ikke høj sø eller dårligt vejr, så sejlturen var ren nydelse med sol og varme og der var næsten altid en ø i sigte med skøn strand og frodig natur.

… et udpluk af oplevelserne på sejlturen

Ved Pandan Island (skildpaddeøen) er der store søgræsområder, som er trækplaster for havskildpadder og alverdens tropiske fisk. Øen er et lille naturreservat, hvor man har specialiseret sig i beskyttelse af skildpadder. Stranden er lækker – sand, sand og sand. Vi havde et par rigtig gode dyk ved Pandan, men fik også tid til at snorkle lidt ved stranden – og der så vi den største havskildpadde, som vi nogensinde har set! :mrgreen:

Apo Island

Mens skibet ligger i Coron Bay, er der mulighed for at besøge byen Culion. Det gjorde vi, og det var vi glade for. Byen er hyggelig og berømt for at være en af Østens sidste store hospitalsbyer, der behandler spedalskhed. Der findes også en rigtig flot kirke i byen (og det er dejligt køligt med en tur ind i kirken i middagsheden 🙂 ). Vi var også så heldige at besøge en skole, hvor nogle af eleverne opførte et lille sang- og danseshow for os. Dejligt med lidt andet end bare strand, sand og vand hele tiden!
Under opholdet i Coron Bay fik vi også chancen for at dykke i “Barracuda Lake”, som er en sø med en blanding af ferskvand og saltvand. Det var noget af en oplevelse: På grund af varme kilder, der udmunder på bunden af søen, er vandet 35 grader varmt på 30 meters dybde, mens det er de “sædvanlige” 27 grader i overfladen. Meget specielt!!

Når man når til Apo Reef skal man selvfølgelig nyde de fantastiske dykker- og snorkelmuligheder der er her. Apo Reef bliver betragtet som et af de bedste dykker- og snorkelsteder i Filippinerne. På vores dyk så vi bl.a. kæmpe fiskestimer og et par hajer. Men man bør også nyde en tur ind på Apo Island, hvis man får muligheden.
Apo Island er en lille hyggelig ø med nogle fantastiske sandstrande. Vi nåede både at besøge øen, bade ved stranden, få en tømmerflåde tur i mangroven, gå halvvejs op i fyrtårnet, spise frokost på stranden og få et par gode dyk .

One Comment

  1. Tak for et kik på jeres flotte side.
    Jeg skal til Puerto Galera til Januar og påtænker et cruise med HCA… Og lysten er da nu blevet skærpet.
    Flot beskrivelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.