Skiathos (2011)

Hvide huse, grønne træer og blåt vand - det er Skiathos

I september 2011 besøgte vi Skiathos på en 1 uges charterferie købt ved Apollo. Vi var meget begejstrede for Skiathos og havde alletiders uge – fyldt med en perfekt blanding af afslapning og oplevelser. Skiathos er en rigtig skøn græsk ø, og et sted, som vi godt kunne finde på at vende tilbage til.

Øen ligger meget tæt på det græske fastland – på den østlige side – og er en del af ø-gruppen Sporaderne. Det er en meget frodig ø med en del opdyrkede områder – og ikke mindst store skovområder.

Der er kun én regulær by på øen, nemlig selve Skiathos by. Centrum af byen er delvis domineret af turister, men det er stadig en hyggelig by med en stille og rolig stemning, masser af forskellige restauranter, en charmerende gammel bydel, et hyggeligt havneområde, en halvø med en fantastisk udsigt over området – og som en slags specialitet: en lufthavn så tæt på byen, at man kan sidde på en havne-cafe og se flyene i lav højde hen over bugten lægge an til landing.

Derudover er det meste af øens sydkyst et langt turistområde. Det er dog efter vores mening ikke noget man skal lade sig afskrække af – der er jo ikke tale om højhus-hoteller på stribe eller områder med “bar-streets”! Derimod er der en blanding af nogle spredte store hoteller afvekslende med indkøbsmuligheder, “sommerhus områder”, restauranter, grønne områder og strande.

Der er skønne sandstrande på Skiathos

Og strande er noget specielt på Skiathos! Der er mere end 60 strande på øen, og mange af dem er, i modsætning til hvad man ellers er vant til i Grækenland, fantastiske sandstrande. Der kører busser langs øens sydkyst – hele vejen fra Skiathos by og ud til den fjerneste vestlige ende af øen. Man kan således nemt besøge de mange strande på sydkysten – husk at prøve Koukounaries stranden, som regnes for en af Europas bedste strande!

Der er dog ikke kun strande på sydkysten, men hele vejen rundt om øen – og når man kommer væk fra sydkysten er mængden af turister meget mindre, men strandende stadig fantastiske. Med kun en uge til rådighed, når man ikke at prøve alle strande på Skiathos, men efter vores mening snyder man sig selv, hvis man ikke kommer rundt og får prøvet nogle af de forskellige smukke strande. Billedet her til venstre er fra Mandraki stranden, som blev vores favorit-strand på Skiathos. Der er dejligt sand, mulighed for at leje liggestole/parasol og en lille taverna hvor man kan få lidt frokost – og selvfølgelig den obligatoriske frappé.

På vej gennem bjergene

For at komme til strandene på nordkysten (som f.eks. Mandraki stranden  😎 ), er det nødvendigt selv at arrangere transport. Man kan også deltage i en arrangeret udflugt, men hvis man, som os, bedst kan lide at have frihed til selv at bestemme farten, vil vi anbefale at leje en bil. Man kan også leje scootere, men der er så mange stejle og ujævne grusveje rundt omkring, at vi er for store tøsedrenge til at turde køre der på en scooter. Og kan man godt lide vind i håret – vil vi da anbefale at leje en åben firehjuls-trækker. Det er simpelthen skønt at køre rundt, f.eks. i de store skovområder ved Mandraki, og indsnuse alle duftene fra naturen, mærke solen og vinden og have frit udsyn til alle sider.

Ud over strandene og skovene er der også andre steder, der er værd at besøge. Ruin-byen Kastro på nordkysten, som tilbage i tiden var øens hovedby, er bestemt et besøg værd … og så gør det jo ikke noget at naturen er fantastisk smuk i området … og det gør heller ikke noget, at der ligger en lille taverna nedenfor Kastro, hvor man kan få sig en frappé, en kold øl eller hvad man nu holder af 😀 . Det smukke Evangelistria kloster er også et besøg værd – det er rigtigt hyggeligt at gå rundt på området, og der er også et lille museum, som man kan besøge. Og lad os så til slut anbefale et besøg på Restaurant Panorama, som ligger højt over Skiathos by … med en fantastisk udsigt ned over byen og lufthavnen – skægt at se flyene komme susende langt nede.

 

One Comment

  1. Hejsa
    Godt at vi kan se her hvad vi skal se efter
    Vi glæder os til at komme til Skiathos
    Knus herfra Bjerget – mor Asta

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.