Khao Lak og Similan øerne (2011)

Denne 2 ugers tur i marts 2011 er vores 3. ferie i Thailand, som helt fortjent kaldes for “Smilets land”. Vi har altid mødt smil og hjælpsomhed, hvor vi er kommet frem og har glædet os meget til at gense Thailand. Vores base på denne ferie skal være Khao Lak, og derfra vil så tage på et par ture – til henholdsvis Khao Sok Nationalpark og Similan øerne.

Vi købte vores flybilletter gennem Star Tour og bookede selv overnatning og en 4-dages tur til Khao Sok samt en 3-dages liveaboard til Similian øerne (en liveaboard er den populære betegnelse for en dykkertur, hvor man bor på den båd, som man sejler med).
Det er nemt, selv at stykke en tur sammen på den måde, når man rejser til Thailand. Man kan selvfølgelig vælge at købe færdigpakkede ture (hvilket vi også selv har gjort på mange andre rejser), men der er en særlig glæde ved selv at have “lavet” turen … og man slipper for at lede efter en rejseleder at skælde ud på, hvis der er noget der ikke går, som det skal 😉

Et fredeligt stykke af stranden ved Khao Lak

Khao Lak

Området er en perle for os, som helst undgår de mest turistede områder. Vi boede på et lille familiedrevet resort, Cousin Resort, som er beliggende tæt ved vandet i et stille og roligt område med en frodighed, som nærmest er ubeskrivelig – masser af palmer og blomster alle vegne.

Khao Lak var det område i Thailand, der blev hårdest ramt af den store tsunami i slutningen af 2004. Der er stadig nogle få synlige vidnesbyrd om katastrofen, blandt andet den patrulje-båd som blev skyllet 2 km. ind i landet, og som man har ladet ligge som et “mindesmærke”. Men ellers ser området ud til at være bygget fint op igen (vi har ikke været der før tsunamien).

Khao Lak er den populære betegnelse for et langstrakt område, der faktisk består af flere områder. Vi boede i den del der hedder Bang Niang. Dette område består af en blanding af kæmpe store resorts og en række mindre resorts/guest houses/hoteller – og der ud over forskellige forretninger, restauranter, dykkercentre osv. Efter vores mening er der mest hyggeligt og flot i området nær vandet, mens området omkring hovedvejen (der løber parallelt med kysten 1,5 km. inde i land) er mindre charmerende.

Og så må vi da ikke glemme at nævne stranden. Der er kilometervis af lækker strand med dejlig sand og skønt varmt vand! Omkring de store resorts kan der være en del mennesker, men hvis man gerne vil have lidt mere fred og ro, kan man gå mod nord fra Bang Niang stranden. Man skal krydse en lille flod/kanal – men tag badetøjet på og tasken over hovedet, så går det fint!! Og så kommer man ellers til et langt stykke strand, som man næsten har for sig selv (se billedet her til højre).

På kajaktur på Cheow Lan Lake

Khao Sok Nationalpark og Cheow Lan Lake

Der er mulighed for at købe ture af forskellig varighed til Khao Sok Nationalpark. Der er mange ture, som kun er 2 eller 3 dages ture, men vi valgte en 4-dages tur med Phuket Trekking Club, fordi den inkluderede et besøg ved Cheow Lan søen, som vi synes så spændende ud. Og det fortrød vi bestemt ikke – søen er et af de absolut smukkeste steder vi nogensinde har set og oplevet. Desuden er indholdet på 4-dages turen en god blanding af afslapning og adventure.

Første dag nåede vi både at besøge et spændende lokalt marked på vej til national parken, fik en ridetur på elefant og sejlede ned af en flod i kano. Overnatning var på Khao Sok River Lodge, som er et spændende sted med “bungalows på pæle” med udsigt over floden – og så laver de fantastisk god mad! 🙂

Næste dag var vi på trekkingtur i nationalparken med overnatning i et telt ved floden. Der var en guide og en hjælper til at sørge for os, og de slæbte mad og telte, så vi skulle kun selv medbringe en dagtursrygsæk med personlige fornødenheder, vand og så den udleverede sovepose (vi sagde nej tak til nogle liggeunderlag, da vi fik at vide at vi skulle ligge på “blødt sand”). Vi så rigtig mange spændende ting på turen – guiden var god til at få øje på de mindste ting, og han vidste en masse om både dyr og planter. Turens tilpasses ens ønsker (og formåen) og kan gøres kortere eller længere efter behov. Vi ville selvfølgelig gerne se så meget som muligt, og fik en tur op til et temmeligt højt vandfald. Det var bestemt ikke nogen søndagstur – det går op og ned, og man skal krydse en flod, men det er hele turen værd.
Aftensmaden blev tilberedt over bål og serveret i “skåle” som guide og hjælper selv havde lavet af frisk fældet bambus. Det var rigtig godt – mad smager bare bedre ude i naturen!

Efter en lidt hård nat (vi fortrød det med liggeunderlagene – der var ikke meget “blødt sand”) travede vi tilbage til lodgen, og så gik det ellers mod Cheow Lan Lake. Først med minibus og så med longtail-båd ud på selve søen, som faktisk er en “kunstig” sø – opstået fordi man har opdæmmet vandet i Paseang floden. Søen dækker nu omkring 160 kvadratkilometer og er fantastisk smuk, som den kringler sig imellem alle de jungle-klædte klipper. Det skulle være ca. 30 år siden, at man byggede dæmningen – så søen er ikke så gammel. Det kan man også se mange steder, hvor de træer, der tidligere voksede i dalene mellem klipperne, nu stikker op gennem vandoverfladen – der er lidt spøgelsesagtigt over dem.

Mens vi er ved Cheow Lan Lake når vi at besøge en spændende grotte (hvilket medførte lidt mere jungle-trekking … dejligt), sejle i kajak i det tidlige morgengry (en stor oplevelse – gå ikke glip af den!), bade i søen og opleve en ordentlig gang regnvejr (som dog er hurtig overstået). Vi overnatter i et tømmerflåde-hus, med en rigtig seng (skønt efter den foregående lidt ukomfortable nat 🙂 ). Efter frokost dagen efter går turen tilbage til hotellet.

Der er mange flotte fisk ved Similan øerne

Similan øerne

Similan øerne er ialt 9 øer, der ligger i Andaman havet ca. 50 km. vest for Khao Lak. Øerne er kendt for at være rigtig gode dykkersteder, så det måtte vi selvfølgelig prøve. Vores liveaboard tur blev købt ved Seadragon – et dykkerfirma i Khao Lak, som vi absolut kan anbefale.

Vi fik en rigtig god modtagelse på dykkercentret og fik forklaret hvordan turen skulle forløbe. Vi måtte også lige have et hurtigt “genopfrisknings kursus” i deres pool, da det var mere end 1 år siden vi sidst var ude og dykke. Det gik helt fint 😉

Denne liveaboard tur var med skibet “Mariner One”, hvor der er plads til 20 dykkere. Vi var på denne tur kun 8 dykkere, så der var rigtig god plads. De andre dykkere var en blanding af tyskere, østrigere og amerikanere. Vi havde valgt at købe en lidt dyrere kahyt med dobbeltseng beliggende på mellemste dæk. Det kan anbefales, da man så er længere væk fra motorlarmen og har lidt bedre plads i forhold til kahytterne på nederste dæk.

Vi havde på denne tur mulighed for at tage 9 dyk ialt, men som altid havde vi aftalt at droppe de dyk vi ikke lige havde lyst til. Vi fik dog en masse gode dyk og så mange flotte fisk. Similan øerne er omtalt som et af verdens bedste dykkersteder, og der er da også flot. Men når man har prøvet at dykke i Rødehavet, så bliver man måske nok lidt skuffet over koralrevene her. Men er man dykker, og i nærheden af Similan øerne, er en tur dertil absolut en oplevelse, der er værd at have med i bagagen!

Ind i mellem dykkene var der også tid til et par besøg på nogle af øerne. Det var rigtig skønt at få jord under fødderne – og det er virkelig nogle “bounty øer” med smukt hvidt sand, spændende klipper og selvfølgelig dejligt varmt vand. Når vi ikke lige dykkede eller var i land på øerne, fordrev vi tiden på båden med at læse, slappe af og ikke mindst spise. Man får, efter vores mening, rigtig god mad på sådan en tur. Det thailandske personale, der er med, er søde og hjælpsomme – og gør alt for at man skal have en god tur. Der var på turen 2 divemastere med – en fra Schweiz og en fra USA, og ud over at være et par sjove spasmagere, var de meget professionelle og vi fik meget grundig information om alt vedr. dykkene.

På turens 3. dag, efter et dyk hvor der skulle være chance for at se Manta Rays (vi så dog ingen), gik turen tilbage til Khao Lak og nogle dages velfortjent afslapning.

3 Comments

  1. Lyder rigtig spændende.
    Vi overvejer en tur til Thailand for første gang, men er lidt i tvivl om vejret i juli måned.
    Hvad tid på året er denne beskrivelse fra?

  2. Skønt at høre lidt fra Khao Lak. Vi har været der et par gange. Sidst i 2009 januar – februar mdr. Det er nok det tidspunkt vi som turister nyder mest. Jeg har så sent som i går Booket en tur til Khao Lak igen i Jan/feb mdr. Jeg booker selv turen på SAS hjemmeside. Kbh – Bangkok – Phuket. Med afhentning fra personalet på et lille ( 35) værelsers strand hotel i Khao Lak. Og her menes total strand hotel. Det er en 3 stjernet. Som er så autentisk som den over hovedet kan være. Navnet er Suwan Palm Resort og Manegeren er MR SAM. Her er ingen fine fornemmelser. Fra Suwan er der ca 1 1/2 km til Centrum. Det er bare et hotel hvor man slapper af! Vi har prøvet flere snorkle turer i området. Man kan i Hele byen finde udbydere til ture mm. Vi var på udflugter hver anden dag hvor vi lejede små Van med Chauffører og engelsktalende guider. (kun for vores familie). Vi er overhovedet ikke mættet af dette område. Da vi har været flere steder i Thailand og vender tilbage igen og igen er vi kommet frem til at denne lille by er det vi forbinder med “det autentiske” Thailand. God tur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.